Hvem ELSKER ikke at sidde ved bålet og bage snobrød?

At lave snobrød er noget de fleste finder hyggeligt og noget, man samles om, store som små, uanset om man er hjemme ved sit eget bålsted, i en forlystelsespark som Legoland eller besøger dyrene på Børnebondegården.

Opskrift på snobrød med kakaomælk - Hygge ved bålet med snobrød

Snobrød med kakaomælk

Netop på Børnebondegården blev vi bekendte med den lækre variant af snobrød: Snobrød med kakaomælk. Det stemmer fint overens med de flotte brune Jersey-køer, som du finder på Børnebondegården, men du ved godt, at kakaomælk ikke kommer fra brune køer, ik' ;-)

Her får du en super nem opskrift på snobrød med kakaomælk, som du hurtigt kan røre sammen, putte på snobrødspinden og nyde sammen med familien. 

Det skal du bruge
25 g. gær
3 dl. kakaomælk opvarmet til max. 37° grader (håndvarmt)
500 g. hvedemel eller sigtet speltmel
1 tsk. himalayasalt (eller 2 tsk. middelhavssalt)

Tip!
Har du ikke kakaomælk på lager, kan du i stedet bruge mælk eller vand og tilsætte 3 spsk. kakaopulver. Har du brug for en mælkefri version, kan du naturligvis også bruge havremælk, rismælk, soyamælk mm, når blot det er en version, der tåler opvarmning.

Sådan gør du
Opløs gær i den lune kakaomælk. Bland melet med saltet og rør ca. halvdelen af melet i. Tilsæt den sidste halvdel af melet lidt efter lidt, så undgår du, at dejen bliver for tør, hvis du kommer til at tilsætte alt melet på én gang.

Ælt nu dejen godt og hvis ungerne har tålmodighed eller du er i god tid, må snobrødsdejen gerne hæve mindst 30 minutter.
Opdel snobrødsdejen i 8-10 lige store stykker. Form/tril dem i lange strimler, så børnene nemt kan sno dem omkring snobrødspinden.
Dejen rulles tyndt rundt om, men ligelidt fordel om hver pind.
Bag snobrødet over gløderne til de er gyldne og gennembagte.
Du ved, snobrødet er færdigbagt, når snobrødet ikke længere klistrer til pinden og snobrødet nemt kan tages af snobrødspinden.

Undgå brændt snobrød

HUSK, at brødet ikke må blive sort og forbrændt. 

Pinde til snobrød

Brug gerne en gren fra dit æbletræ som snobrødspind, men en gren fra dit pæretræ, blommetræ, bøgetræ, birketræ, ahorntræ, birketræ, eller hasseltræ og egetræ egner sig fint som pind til at bage snobrød på. Har du et piletræ i haven kan det også bruges, men undgå grantræer pga. harpiks. 

05. august, 2018 — Michael Jessen