Sådan beskærer du dit æbletræ
Du behøver faktisk ikke beskære dit æbletræ. Men du bør gøre det alligevel.
Så får du nemlig (ofte) større æbler, flottere æbler men vigtigst af alt undgår du sygdomme som følge af for meget fugt i kronen.
Målet er altid at sørge for at der kommer luft og lys ind i kronen.
Beskær så lidt som muligt, så sjældent som muligt og altid så tæt på hovedstammen som muligt.
Det er vigtigt at træet kan lukke såret, hvor du har beskåret træet, derfor må du ikke efterlade stumper af grene (også kaldet stabbe).
Det betyder, at du hellere skal fjerne én stor gren end en masse små. Der hvor du beskærer, vil træet nemlig lave en masse nye skud. De små skud kaldes vanris, som du også skal fjerne løbende.
Fjerne altid syge og døde grene såvel de grene, der vokser lodret opad.
Fjern også krydsende grene.
Skal du beskære et nyt æbletræ?
Nej, du behøver ikke beskære et nyplantet æbletræ.
Giv dit nye æbletræ gode vækstbetingelser
Indtil dit træ er ca. 5 år gammelt er det vigtigt, at du sørger for at der er ryddet rundt om træet. Hold ukrudtet væk med hakkejernet, læg et tykt lag flis på 10-12 cm eller læg en ukrudtsmåtte til at holde græs og ukrudt væk i 30-70 cm omkreds.
Sørg også for at vande godt, særligt i tørketider. Brug vandingsposer, der afgiver vandet langsomt, så du både reducerer vandspild og ikke behøver vande hver dag.