Tænd bål i bålfad
Et bål er magisk.
Flere og flere danskere tilbringer mere tid udenfor i takt med vi sidder mere ved skærme, på kontorstolen, i bilen.
Friluftshygge er noget, som de fleste synes er fantastisk. Uanset hvor meget friluftsmand/kvinde, man er.
Et bål samler os. Det er her snakken flyder nemt, vi synger og ja, hygger.
Bålfade og bålsteder, der kan flyttes er blevet meget populære. Det er praktisk at kunne flytte det efter vind og vejrforhold.
Men har du styr på, hvordan du nemt, sikkert og fornuftigt tænder op i bålet, så det udvikler mindst mulig røg?
Hvad skal du bruge for at tænde et bål?
Det er vigtigt, at du har noget godt brænde. Det skal være tørt - helt tørt.
Optænding af bål
Du skal bruge både nogle meget små pinde og almindelige stykker brænde. Du kan købe pinde til optænding i dit lokale byggemarked, hvis du ikke har mulighed for selv at flække det af det brænde, du evt. har liggende. Bruger du sammenkrøllet avispapir skal du bruge rigeligt til at antænde de små stykker brænde. Du kan også bruge optændingsblokke. Men aldrig tændvæske!
Til optændingen er det godt at bruge nåletræ, f.eks. fyrtræ. Birketræ kan også fint bruges.
Selve bålet skal helst fodres med bøgetræ eller egetræ. Begge dele finder du også i dit lokale byggemarked. Særligt, hvis du skal bage snobrød, kan du med fordel bruge løvtræ, da det giver store gløder til bagning af snobrød.
Ilt
En god måde at sikre nok ilt i optændingsfasen er at lave et pyramidebål. Når brændet står op kan ilten nemt komme til bålet. Det vil desuden brænde hurtigere og give mere varme i bålet.
Husk, at du skal bruge små stykker brænde i starten, og jo mere af de små stykker brænde du får antændt, jo bedre. Bruger du papir, skal der masser af papir til at holde et bål i gang. For store stykker brænde på for lille et bål vil få dit bål til at dø hurtigt. Når du lægger brænde på, skal det lægges tæt på ilden, uden at du lægger den faldt ovenpå ilden, så ilden går ud. Ilt er fortsat vigtigt.
Undgå røg - hold bålet varmt
Sørg for, at bålet har en høj temperatur. Det giver en god forbrænding og en lille røgudvikling. Læg få stykker brænde på ad gangen og gerne mindre stykker. Hvis du lægger for mange stykker brænde på bålet på én gang, falder temperaturen i bålet.
Har du brug for mere inspiration til friluftslivet, så tjek Det Danske Spejderkorps ud. De har mange gode råd omkring at leve og lave mad i det fri.